Højbjergvej 140, Højbjerg, 5200 Odense V

Fredet, fynsk bindingsværksgård klos op ad skoven

I vil utvivlsomt forelske jer i denne historiske landejendom, som er fyldt med sjæl og originale detaljer, der bærer på over 300 års arkitekturhistorie. Ejendommen Højbjerggård besidder en fortid som ryttergods og selvejergård, og danner til stadighed en fortrinlig ramme om tilværelsen på landet. Gårdanlægget fordeler sig på hele seks længer med et boligareal på 314 kvadratmeter, hvilket giver rum til den store familie - og måske endda flere generationer. Grunden på knap 29 hektar beriger jer ligeledes med uanede udfoldelsesmuligheder.
 
Beliggenheden emmer af landlig idyl og naturskønne omgivelser. Det anseelige grundareal grænser op til vådområde og Hovhaven Skov, så I kan træde direkte ud i den skovbevoksede natur. Skoven dominerer i stor udstrækning landskabet i selskab med opdyrkede marker, og det fredede bygningsværk passer perfekt ind i sceneriet af friland. Omgivelserne omkring Højbjerggård udgør samtidigt en væsentlig del af den samlede kulturhistoriske helhed.  Foruden naboskabet med naturen og de åbne vidder tilgodeses hverdagen af alskens fornødenheder i Korup, og der er ligeledes få kilometer til Ubberud Skole.
 
Ved ankomst på adressen ses straks bebyggelsen af hvide mure med rød bindingsværk toppet af stråtag. Der er flere indgange til den pigstensbelagte gårdsplads, som er omkranset af fire længer - heriblandt det 22-fag lange stuehus. I kan nyde sommerdagene fuldkommen uforstyrrede her på gårdspladsen og på den naturrige og parklignende grund i øvrigt.
 
Den oprindelige charme fra 1696 er i høj grad også velbevaret inden døre, omend boligen er opgraderet med tidssvarende faciliteter. Interiøret er spækket med originale detaljer, der gør dette hjem så aldeles enestående. Gulve af teglsten, blotlagte bjælker, vægge af bindingsværk og gamle kakkelovne er bare nogle af de finesser, der gør sig bemærkede inden døre og som bidrager til den nostalgiske stemning. Stuehuset består af fem værelser, tre badeværelser, et stort køkken og bryggers samt tre stuer, hvoraf én rummer en markant pejs.
 
Foruden hovedhuset medfølger omfangsrige udbygninger, der råder over staldarealer, som i sin tid har været hjem for både heste, kvæg og svin. Der er således også masser af plads til opbevaring og praktiske udfoldelser, og de mange ekstra kvadratmeter skaber fantastiske forudsætninger for livet på landet.

Kontakt os

Bestil fremvisning

Bestil salgsmateriale

Vores koncept

Boliger der ligner denne

På udkig efter en bolig i udlandet?